Læcker!
Spisekultur som interkulturel bro gennem tiderne
Menneskeheden har altid været optaget af mad og spisekultur, dvs. det at spise i fællesskab og værne om og opleve traditioner i forbindelse med højtider.
Mad er en del af hverdagen og ikke bare rent og skært næringsindtag. Mad er mere. Det handler om det sociale omkring spisebordet, om kommunikation og udveksling af erfaringer. Kimen hertil bliver lagt allerede i barndommen. Dufte og smagsoplevelser kan vække minder – om en bestemt ret, en følelse eller en stemning. Hos demente kan det i særdeleshed være et middel til at bygge broer til det, de har glemt. De to kulturformidlere Elisa Priester og Ulla Bay Kronenberger har fundet på et projekt, som bygger flere broer samtidig. Elever fra Grundschule Kulturschule Glücksburg (3. og 4. klasse) mødte demente i dagplejen på Rønshave Plejecenter i Bov.
Der er sproglige udfordringer, en kæmpe generationsforskel samt børnenes møde med ældre og syge mennesker. Elisa Priester har arbejdet med eleverne og klædt dem på til projektet. De har bl.a. beskæftiget sig med mad før og nu i en arbejdsgruppe. Selv om børnene var blevet forberedt, var nogle af børnene en smule forskrækkede og forundrede efter det første møde med de demente og ville ikke derhen igen. Mange af dem har ingen kontakt til denne generation. Deres forældre og bedsteforældre er yngre og har typisk også et langt bedre helbred. Men allerede til det andet møde mødte eleverne de demente uden at være det mindste forudindtaget. Eleverne havde forberedt spørgsmål til møderne som f.eks. „Hvad er din yndlingsret?“ eller „Hvad spiser du til jul?“ „Er dine yndlingssmåkager bløde eller hårde?“ Og så var der spil, sang og selvfølgelig fællesspisning på programmet.
Det var noget mere vanskeligt at klæde de demente på til mødet, end Ulla Bay Kronenberger havde regnet med. I teorien så mødet mellem ung og gammel enkelt ud. Men i praksis viste det sig, at det ikke var muligt at realisere alt det, de havde planlagt på papiret. Som kunstner brød Ulla Bay Kronenberger ind i plejehjemmets faste rytme og rutiner. Det var ikke kun de demente, der skulle inddrages i processen, men også plejecentrets. De syge mennesker havde ganske enkelt glemt meget igen til næste møde, og i nogle situationer følte personalet sig slet og ret overbebyrdet. Ulla Bay Kronenberger blev derfor nødt til at ryste et par kunstneriske trick ud ad ærmet og gå mere nænsomt og langsomt frem. Ved hjælp af tegninger, billeder og gentagne fortællinger lykkedes det hende at opbygge en tillidsbasis til både de ældre og personalet. For støtten fra plejepersonalet var nødvendig for at gennemføre projektet. Til sidst kunne alle parter således gå ind til mødet med åbent sind.
Kulturformidlernes facit:
Det er mødet mellem ung og gammel, der fungerer bedst i projektet. Efter at have været lidt generte i starten, havde børnene derefter fået opbygget et næsten naturligt forhold til de demente. Det viste sig også, at nogle børn og bestemte demente hurtigt fandt fælles fodslag med en god kemi imellem sig. Og til det sidste møde var der sågar følelsesladede momenter og omfavnelser. De to kulturformidlere kunne godt tænke sig et længere forløb i fremtiden og flere muligheder for at mødes. Dorte Ballhorn Soll, leder af plejecentret i Bov, var begejstret for projektet lige fra starten. Hun synes også, at mødet på tværs af generationer er vigtigt. Det er første gang, at et projekt af denne art har fundet sted. Sådanne sammenkomster mellem skolebørn og demente er aldrig set før på plejecentret. Hun har konstateret, at de demente blomstrer op, når der er børn involveret. Derfor ser hun også perspektiver i flere af den slags projekter med mulighed for at mødes.
