loader image
Headbild Aktuelles
Projektblog
Home > Allgemein > Behov for flere medarbejdere med nabosprogskompetencer

Behov for flere medarbejdere med nabosprogskompetencer

Ansatte, der kan nabosproget, giver en merværdi

Det kan gå ud over virksomhedernes indtjening, hvis deres medarbejdere ikke kan nabosproget, men der er mangel på medarbejdere, der har den rette kombination af fag- og sprogkundskaber. Og i fremtiden bliver det meget sværere for danske virksomheder at finde medarbejdere, der er gode til tysk. Det var nogle af de klare udsagn, som kom frem til et seminar om ”Livslang læring af nabosprogene”, som Interregprojektet KursKultur 2.0 havde inviteret til.

Oplægsholdere fra både Danmark og Schleswig-Holstein bekræftede hinanden i, at det kan betale sig for virksomheder med eksport til nabolandet at have ansatte, der kan kommunikere på nabosproget. Engelsk rækker ikke. Desværre bliver sprogkompetencer tit ikke prioriteret i praksis, og det er der særligt to grunde til. Arbejdskraftmangel inden for fx hotel- og servicevirksomheder eller i teknologivirksomheder gør, at virksomheder prioriterer de efterspurgte fagkompetencer højere end sprogkundskaber. I mange virksomheder er der for lidt viden om, hvordan de kan efteruddanne deres nuværende medarbejdere, så deres sprogkompetencer holdes ved lige og forbedres.

Handling på området ”Livslang læring af nabosprogene” efterlyses

Interregprojektet Kurskultur 2.0 arbejder for, at det skal blive nemmere at opkvalificere sine sprogkompetencer gennem hele livet, og projektets ekspertpanel på sprogområdet vil i sit videre arbejde med en strategi for livslang læring af sprog særligt fokusere på fire områder:

  • Styrket dialog mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og arbejdstagerorganisationer skal sikre sammenhæng mellem sproglige kompetencer og virksomhedernes efterspørgsel.
  • Undervisning og efteruddannelse i nabosprogene skal være anvendelsesorienteret.
  • Der skal satses mere på at kunne opnå dobbeltkompetencer, så arbejdstagerne både har fagkompetencer inden for fx håndværksfagene men samtidig også sprogkompetencer.
  • Der skal være flere muligheder for at vedligeholde sprogkompetencer gennem hele livet.
    At styrke dansk og tysk som nabosprog er en fælles mission, der kræver handling fra både politisk niveau, uddannelsesområdet, arbejdsgiverne samt arbejdstagerne. Strategien for livslang læring af nabosprogene forventes at blive færdig til foråret 2022. 

Nyt undervisningsmateriale skal styrke nabosprogslæring for voksne

Med støtte fra KursKultur 2.0 projektet har forskere ved, Institut for Design og Kommunikation, Syddansk Universitet netop udgivet et nyt materiale til nabosprogslæring for voksne. ”Det henvender sig særligt til arbejdstagere, der arbejder i nabolandet og er velegnet til både selvstudium og sprogundervisning for både danskere der lærer tysk og tyskere der lærer dansk”, siger Irene Simonsen og Lotte Weilgaard, som sammen med Lene Dreisig Sørensen står bag sprogprojektet. Materialet ligger på hjemmesiden www.kulturakademi.dk =>sprogmaterialer.

KursKultur 2.0 bliver støttet af Interreg Deutschland-Danmark med midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. Du kan læse mere om Interreg Deutschland-Danmark på www.interreg5a.eu.

KursKultur 2.0 finansieres af midler fra Den Europæiske Fond for Regional Udvikling

Zum Seitenanfang