
Transportpulje giver nye muligheder for oplevelser i nabolandet
Interreg-projektet KursKultur 2.0 støtter dansk-tyske møder mellem børn og unge, men som noget nyt kan der også søges om støtte til en udflugt med kulturelt indhold til den tyske del af grænselandet uden at skulle besøge en partnerklasse. Tilbuddet gælder til den 30. november 2021.
– Pandemien har sat en midlertidig stopper for de dansk-tyske elevmøder, men forhåbentlig åbner grænsen snart igen. Med den nye støttemulighed vil vi gerne gøre en ekstra indsats for, at børnehaver, skoler og ungdomsuddannelserne udnytter de muligheder, vi har i grænselandet, selvom de ikke har en partnerklasse eller partnerbørnehave på den anden side af grænsen, udtaler Kjeld Thrane, formand for det dansk-tyske bevillingsudvalg for Interregprojektet KursKultur 2.0 og formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Haderslev Kommune.
På tur i nabolandet
Med støtte fra transportpuljen er det nu muligt at besøge et tysk museum og deltage i et museumspædagogisk forløb. Børnehaver, skoler og ungdomsuddannelsesinstitution kan også vælge at booke en guidet tur, der fører dem på opdagelse i kulturinstitutioner, bymiljøer eller ude i naturen. Støtten er blot betinget af, at der er tale om et dansk-tysk kulturmøde, som fx kan faciliteres af en museumsvejleder, naturvejleder eller anden ekspert, så børnene eller de unge får indsigt i levevis, kultur og sprog i nabolandet.
– I øjeblikket har mange skoler og ungdomsuddannelser et stort fokus på at styrke klassefællesskaberne efter en lang periode, hvor eleverne har været hjemsendt. En klassetur til nabolandet kan både styrke elevrelationerne og fagligt kombineres med flere fag. Jeg vil opfordre til at gøre brug af transportpuljen og besøge nogle af de mange spændende kulturelle attraktioner og institutioner, der er på den anden side af grænsen, udtaler Kjeld Thrane.
Kriterier for støtte
• Hvad: Udgifter til transport, entré og honorarer (eksterne formidlere med fokus på tysk levevis, kultur og sprog).
Udgifter til facilitering af virtuel kommunikation mellem børn og unge kan også støttes.
• Hvem: Skoler, dagsinstitutioner, foreninger og andre institutioner, der arbejder med børn og unge (til og med 26 år) kan søge transportpuljen.
• Hvorhen: Turen kan gå til den tyske del af programområdet Interreg Deutschland-Danmark. Se et overblik her
Virtuelle møder med en partnerklasse
Som et nyt tiltag støtter transportpuljen også dansk-tyske virtuelle møder mellem partnerklasser. Ekstern facilitering af disse møder støttes også. De virtuelle møder kan bidrage til, at eleverne på tværs af grænsen kan mødes i et virtuelt rum, hvor de lærer hinanden at kende, samarbejder om opgaver og får trænet deres nabosprogskompetencer. Forhåbentlig inspirerer det virtuelle møde til senere at besøge hinanden.
Tilskud
Med partner: maks. 14.900 DKK / 2.000 EUR
Uden partner: maks. 7.450 DKK / 1.000 EUR
Projektsekretariatet behandler løbende ansøgninger.
Kontakt: kulturregion@region.dk
Yderligere informationer om transportpuljen:
Kriterier, vejledninger og ansøgningsskabelon: her
KursKultur 2.0 bliver støttet af Interreg Deutschland-Danmark med midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. Du kan læse mere om Interreg Deutschland-Danmark på www.interreg5a.eu
